Sidst opdateret d. 25-04-2010
PowerBase

Linux maskotten Tux Psion computere i alle varianter

Anmeldelse: PowerBase
Version: 1.03F
Licensform: Kommerciel
Pris: €106
Anmelder: Michael Degn
Anmeldt: 09-10-2001
Producent: Purple Software Ltd
Platform: EPOC
Testet på: 5mx, netpad & S7

PowerBase

En af de ting jeg sætter mest pris på ved Psion/Epoc maskinerne er det stærke databaseprogram. Det er meget fleksibelt og lader én oprette databaser til stort set ethvert formål, hvor man skræddersyer dem til den enkelte opgave. Som udgangspunkt må det være tilstrækkelig for de fleste.

Begynder man at forlange funktioner à la Microsoft Access, så kan Epoc databasen ikke længere være med. Der skal man have hjælp fra Purple Software. Med deres PowerBase har de skabt en virkelig stærk database til Epoc platformen.

PowerBase er vanen tro programmeret i C++ og minder i både udseende og virkemåde meget om Microsoft Access. Desværre kan PowerBase ikke integreres med Epoc databaserne, men man kan importere dem og konvertere dem til PowerBase format, hvilket er en ret enkel og smertefri proces. Grunden hertil skyldes, at hvor Epoc Data arbejder med én (for brugeren) usynlig tabel med ét eller flere felter (såkaldte feltnavne eller etiketter), så arbejder PowerBase med én eller flere synlige tabeller med ét eller flere felter. Altså grundlæggende forskellige principper.

Det interessante ved PowerBase princippet er naturligvis alle de muligheder det åbner, og man må sige at de er blevet udnyttet. PowerBase understøtter følgende felttyper:

  • Tekst, indtil 255 tegn
  • Boolean, tal der enten antager værdien 0 eller 1
  • Lille heltal, tal mellem 0 og 255
  • Mellem heltal, tal mellem -32768 og 32767
  • Stort heltal, tal mellem -2.147.483.648 og 2.147.483.647
  • Automatisk tal, genererer og tildeler automatisk et unikt tal
  • Lille flydende komma, tal mellem -3,4E38 og 3,4E38
  • Stort flydende komma, tal mellem -1,78E308 og 1,78E308
  • Valuta, samme område som stort flydende komma, men vises anderledes
  • Dato, kan vise datoen for de næste 300.000 år (det burde vel være nok ;-)
  • Memo, svarer lidt til Epoc memo, men er her begrænset til 64KB fritekst
  • Indlejret objekt, tillader en vilkårlig mængde binær data tilhørende andre apps
  • Relation, tillader relationer mellem forskellige poster på tværs af tabeller
  • Beregnet, viser resultatet af beregningerne for implicerede felter

derudover giver visse af ovenstående felttyper mulighed for yderligere specifikation i form af:


Tekst
  • Indtastet, vises præcis som indtastet
  • Små bogstaver, al tekst konverteres til små bogstaver
  • Store bogstaver, al tekst konverteres til store bogstaver
  • Kapitaliseret, første bogstav i hvert ord startet med stort
  • Korrekt, første bogstav i første ord starter med stort, resten med småt
Numerisk, Boolean
  • '1' eller '0'
  • 'Ja' eller 'Nej'
  • 'Sand' eller 'Falsk'
  • 'Til' eller 'Fra'
  • 'Mand' eller 'Kvinde'
Numerisk, Heltal
  • Decimal
  • Binær
  • Octal
  • Hexadecimal
Numerisk, Flydende komma
  • Generelt
  • Fast komma
  • Videnskabelig
  • Valuta
Dato
  • Dato og tid
  • Lang dato
  • Mellem dato
  • Kort dato
  • Lang tid
  • Mellem tid
  • Kort tid

Disse ting i sig selv er jo ret imponerende, men PowerBase kan meget mere. Med en ufattelig avanceret og kompliceret filtreringsfunktion, kan evalueringsudtryk benyttes til meget præcise søgninger. Til alle tal bruges en IEEE 64 bit flydende komma værdi, hvilken kan indtastes normalt eller med ingeniør notation. Det understøttede område for disse værdier er ca. fra 2,2E-308 til 1,8E+308. Strenge kan indeholde alle alfanumeriske karakterer. Et udtryk kan også henvise til et feltnavn, og endeligt understøttes aritmetiske operatorer, og matematiske og trigonometriske funktioner også.

Som helhed forekommer PowerBase faktisk hurtig, både når det gælder redigering, kopiering, søgning og filtrering. I den forbindelse har det ikke nogen væsentlig betydning, hvor mange poster databasen indeholder.

For at gå programmet lidt på klingen og afprøve potentialet, oprettede jeg en database med mange relaterede poster, tekstfelter, datofelter, mellem heltal, automatiske tal, lille flydende komma, memo m.m. Heri registrerede jeg alt DSB's tog-materiel med det formål at styre eftersyn, reparationer og vedligeholdelse. Det gik da også forrygende godt i starten, men da jeg nærmede mig de 20.000 poster, begyndte det at halte. Ikke så meget for min S7 eller PowerBase, men derimod for mig. Jeg kunne simpelthen ikke følge med længere, og det er vel heller ikke så underligt, da der er ca. 25 mand i 3-holdsskift til at varetage denne opgave. Hvis jeg pludselig kunne klare det alene var det vel på sin plads med en klækkelig lønforhøjelse!!! Det var nu heller ikke meningen, det var mere potentialet, jeg var interesseret i, og det følte jeg var tilstede. Måske ikke lige til DSB målestok, men til en mindre virksomhed, hvor man med 1 eller 2 mand kan klare opgaven. Så ved godt 25.000 poster, opgav jeg helt ævred og slettede det hele igen.

Til hjælp med udregninger af bl.a. km, oprettede jeg også et regneark på S7'eren. Med en størrelse på 1,3MB og 80.850 aktive referenceceller (det er stort), tog S7'eren ca. 20-30 min. om at tygge sig gennem beregningerne.

OK, det var så et lille sidespring, men pointen er såmænd, at PowerBase nemt håndterer 25.000 poster eller mere, uden at få åndenød.

Der er flere aspekter af programmet, som jeg ikke har været inde på, men dette er også kun en anmeldelse og ikke en instruktionsbog. Desværre understøtter PowerBase ikke farver, hvilket trækker i negativ retning, men alligevel synes jeg, at der er så mange og stærke muligheder, så jeg godt kan leve uden.




Kontakt: Jeg kan kontaktes via       GnuPG nøgle

Copyright © Michael Degn, 2002-2022.  Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Del på samme vilkår som 2.5 Danmark Licens.
Tilbage til toppen
Tilbage til SymbianOS
Tilbage til forsiden

Valid XHTML 1.0! Valid css

Besøg siden 28.09.2003