Filhåndtering, 1. del
De indbyggede programmer i Epoc computerne er virkelig nogle af
de bedste overhovedet på samtlige platforme. Til
gengæld er filhåndteringen bestemt ikke noget at prale
af. Den er både langsommelig og besværlig, hvis man
skal manøvrere rundt mellem forskellige mapper. Men som med
alle andre forhold er der jo råd for dette.
Med Navigator har Purple Software virkelig skabt et program, som
giver brugeren fuld kontrol over filstrukturen på computeren.
Programmet består egentligt af 3 integrerede moduler; 1)
selve filhåndteringen, 2) en zip manager, og 3) en
stærk søge facilitet.
Programmet er udelukkende programmeret i C++ for optimal ydelse.
I udseende og virkemåde ligner Navigator utroligt meget
Windows Stifinder, men det er faktisk en behagelig måde at
arbejde på, selvom den adskiller sig væsentligt fra
Epoc's egen.
Den primære visning i Navigator er WorkSpace. Her kan man
se hvilke programmer der er installeret, samt se en liste over
åbne filer. Det er også muligt at lægge genveje
til programmer eller filer her.
Browseren er den egentlige filhåndtering. Der er 2 typer;
den til venstre viser selve træstrukturen, og den til
højre viser emnerne i den markerede del til venstre. Hele
tiden vises en masse statistisk information. Ved at vælge
egenskaber på en markeret mappe eller fil, kan man se og
ændre disse egenskaber. Derudover vises endnu mere statistisk
information.
Navigator understøtter naturligvis klip, kopier og
indsæt, herunder også 'træk og slip'
princippet.
Zip manager delen i Navigator er bare et must. Med den kan man
pakke og udpakke zip-filer, der bygger på deflation
komprimeringsalgoritmen, hvilket gør det utroligt nemt at
downloade programmer eller informationer fra Internettet og udpakke
og installere dem. I den forbindelse understøttes kryptering
af zip-filen også.
Søge faciliteten er meget omfattende. Den lader dig
søge efter filnavn, disk, dato, størrelse,
attributter, tekst inde i filer, tekst inde i zip-filer og giver
mulighed for bogstavfølsomhed. Endvidere kan jokerne '*'
og/eller '?' benyttes i søgningen.
Men ingen roser uden torne. Tornen i Navigator er den evindelige
opdatering, hver gang man har foretaget et eller andet. Selvom det
'kun' drejer sig om 5-6 sekunder pr. gang, er det alligevel
dødirriterende. På en Revo vil problemet ikke
være særlig udpræget, da alting ligger i RAM og
der ikke er det store antal filer tilstede. På en 5mx/S7 med
et 128MB CF kort, hvor der ligger adskillige tusinde filer på
D drevet kan man godt mærke det i udpræget grad.
|